Hypnose, hypnose...hypnæsetip


24. Feb 2005
I Astrologihuset på Nørrebro kan du lade dig hypnotisere til de mest utrolige ting. Også selvom du ikke tror på det.
I fjernsynet kan man lade sig underholde af hypnoseshows, hvor folk pludselig tror, at de er nøgne eller Michael Jackson. I Anders And hypnotiseres Joakim von And til at give sin elskede lykkemønt bort. Og så er der skrækhistorien om manden, der begik mord i trancetilstand.

PåGaden vovede pelsen til et møde med hypnotisøren Martin Søndergaard og klienten Lotte Andersen i Astrologihuset.

Hypnoseshows og hypnoterapi


Den 25-årige hypnotisør Martin Søndergaard kan blot smile overbærende af vandrehistorierne og fordommene om hypnose. Han har en tillidsvækkende, nærmest messende stemme, og man slapper intuitivt af i hans selskab.

Martin mener ikke, man kan få folk til at begå bankrøveri eller noget, de ikke selv ønsker. Han kan dog selv et par af de tricks, der bliver brugt i hypnoseshows. PåGadens skeptiske udsendte får for eksempel under hypnose klistret øjnene sammen med fiktiv superlim i et par uforglemmelige sekunder.

Men det er ikke her ambitionerne ligger. Gennem såkaldt hypnoterapi hjælper Martin folk til rygestop og vægttab, og kurerer forbier, sengevædning og søvnløshed.
– Det er sjovt og spændende, fortæller han entusiastisk.

Folk gennemgår to til fire behandlinger af halvanden times varighed.
– Det kan være, du vil stoppe med at ryge, men synes, det er svært. Eller du aftaler med dig selv, at du kun spiser et stykke kage, men der alligevel altid ryger et ekstra ned.

Det skyldes en følelse, man går rundt med inden i, mener Martin.
– Det kan være en tryghed, en dårlig vane eller ked-af-det-hed. Det er meget individuelt. En hypnotisør kan hjælpe dig med at ændre disse følelser, lover Martin.

Fra IT- til menneskeprogrammering


Martin har interesseret sig for hypnose, siden han var 14 år, men arbejdede først nogle år med IT.
– Hypnose er også noget med programmering. Her er det bare ikke computere, det drejer sig om, men mennesker, smiler han.

– Det er en teknik, som alle kan lære. Der er ikke noget åndeligt over det. Det er ligesom, når man skal ud og køre bil med en passager. Hypnotisøren styrer, men personen sidder lige ved siden af og følger med.
Der er ikke meget søvngænger over feltet. Patienterne sidder ikke med armene vandret ud i luften som en zombie. Martin svinger heller ikke med et pendul, medmindre folk insisterer.
– Min stemme er det vigtigste redskab.

Behandlingen på Hypnose.dk foregår via hypnoterapi, som er en form for samtale.
– Klienterne svarer løbende på spørgsmål og kan huske alt. Tilstanden er, som inden man falder i søvn. Man er behageligt afslappet i en form for trancetilstand, forklarer Martin.

Rygestop og kostændring


Lotte Andersen er tidligere regnskabsassistent. Nu arbejder hun som logistiker. Hun taler hurtigt og bryder ofte ud i grin.

For tre år siden gik Lotte til hypnotisør for at få hjælp til at stoppe med at ryge. På vej op af trappen før behandlingen røg hun sin sidste smøg. Trangen blev formindsket, for så at fordufte helt efter anden session.

Lotte har i lang tid gerne ville tabe sig, og hun har netop gennemgået to behandlinger hos Martin Søndergaard for at omlægge kosten.

– I hypnosen spurgte Martin, om jeg var indstillet på at spise mindre. Det svarede jeg selvfølgelig ja til.

Ligesom med rygestop oplevede Lotte en effekt med det samme.
– Det skræmte mig lidt. Jeg synes ikke rigtig, jeg indtog noget efterfølgende. Så da jeg kom for sidste behandling, sagde jeg, at han lige skulle sørge for, at jeg faktisk fik noget at spise, griner hun.

– Der skal jo ikke være sådan en klap, der går ned. Man vil jo stadig gerne kunne tage et stykke kage i socialt lag eller nyde et glas vin en gang imellem, understreger Lotte.

Tror ikke på det


Selvom Lotte er begyndt at spise sundere og have et mere afslappet forhold til mad, er hun stadig ikke helt overbevist.

– Jeg tror ikke på hypnose. Helt ærligt, hvis man tænker over det, kan det jo ikke være rigtigt, at en fremmed kan sige nogle ord til mig i en halv time for så at vende op og ned på min verden.

– Hvis man er vant til at putte ting i firkantede kasser, som jeg gør i mit job, så virker det helt usandsynligt. Men jeg må bare konstatere og acceptere, at det virker. Jeg behøver ikke nødvendigvis at forstå hvorfor.

Mere information kan hentes på www.brydkoden.dk


Lagt på paagaden.dk af Charlotte Haase

 
 
Vesterbrogade 20 - 2. sal TV | 1620 København V | Telefon: +45 6171 1724 | info@brydkoden.dk | sitemap | hypnose